Hvis din baby kan ligge på en medbragt dyne eller et tæppe er det en fordel, da babyen kender følelsen og lugten af det og dermed sandsynligvis vil være mere afslappet under behandlingen. En ren stofble er også en mulighed. Hvis baby har et yndlingslegetøj, må det meget gerne medbringes til behandlingen.
Behandlingen som din baby får hos Slagelsekiropraktoren, er selvfølgelig afhængig af diagnosen. Har kiropraktoren fundet frem til at det er spændinger i nakken, der er årsag til problemet, så tager vi udgangspunkt her. Er det bækkenet, skuldrene, brystryggen eller lænden, så koncentrerer vi os om disse områder.
Kiropraktik til børn består af ganske lette tryk og let massage, hvor baby ligger på det medbragte underlag, på mor eller far eller er i hænderne på kiropraktoren. Forældre, der selv er vant til at gå til kiropraktor, bliver sommetider overraskede over hvor anderledes babybehandling er i forhold til voksenbehandling. Der er meget sjældent hørbare lyde i forbindelse med kiropraktisk behandling af spædbørn, til gengæld er der flere pludrelyde og ”gy gy ga ga” lyde i lokalet, når der ligger babyer på briksen og ikke en voksen.
Som regel nyder babyerne behandlingen og ligger helt afslappede. Ikke sjældent får man et smil med på vejen som behandler.
Det er en fordel at baby har fået mad 1 times tid inden behandlingen, og en tør ble umiddelbart inden, så der er optimale betingelser for en vellykket behandling. Vi er helt klar over at det ikke altid kan lade sig gøre og vi finder en løsning hvis baby af den ene eller anden grund er utilfreds. Der er altid sat ekstra tid af til behandling af spædbørn, så der er mulighed for at holde pauser undervejs.
Efter behandlingen reagerer de fleste spædbørn ved at blive trætte og tage en ordentlig lur, men der udstedes ingen garantier. Der er også babyer, som efter behandlingen bliver mere pylrede og kede af det. Det går dog som regel hurtigt over.
En vigtig del af behandlingen af babyer drejer sig om tiden mellem kiropraktor behandlingerne. Kiropraktoren vil vejlede forældrene i hensigtsmæssige løfteteknikker og bærestillinger, som vil hjælpe til at løse problemet, som baby måtte have.
Vi giver også råd og vejledning til stimulering af baby, f.eks. hvordan vi kan hjælpe til at aktivere skulderen, hvis det kniber med balancen, når de ligger på maven og støtter på armene. Motorisk udvikling er noget vi holder nøje øje med og medtager i vurderingen i den kiropraktiske behandling af din baby.
Hvis du er i tvivl om vi kan hjælpe din baby eller dit barn med en kiropraktisk behandling, er du naturligvis velkommen til at kontakte klinikken - vi vil gerne høre fra dig. Kontakt os her
(NB. du viderstilles til vores online booking system)